Navngivning


Patronymer

Alle børn fik efternavn som en kombination af faderens fornavn og endelsen ”sen” (søn) for drenge og endelsen ”datter” for piger. I løbet af 1800-tallet brugte man ikke længere ”datter”-endelsen, men ganske enkelt ”sen”-endelsen til begge køn.

Patronymer var den mest almindelige form for efternavn indtil 1828, hvor der kom en dåbsforordning, som forsøgte at begrænse brugen af patronymer. Den var dog noget uklar i sin ordlyd, så der måtte decideret lovgivning til før brugen af patronymer blev stoppet. Det skete i 1856, hvor alle efternavne blev fastlåst. Patronymer blev dog stadig brugt indtil slutningen af 1800-tallet, mest på landet, hvor modstanden mod de nye efternavne var størst.

Navngivning efter bedsteforældre

Fornavne blev givet efter et sæt (uskrevne) regler, som stadig blev flugt ind i 1900-tallet, i hvert fald på landet.

Det første drengebarn blev opkaldt efter sin farfar, det andet efter sin morfar. Det første pigebarn blev opkaldt efter sin farmor og det andet efter sin mormor. Efterfølgende børn kunne navngives frit efter forældrenes ønske.

Navngivning efter de afdøde

Når et barn døde, blev det næste barn opkaldt efter det afdøde barn. Oftest var det faktisk det næste barn i rækken, der blev opkaldt efter den afdøde – uanset køn. Det er sådan navne som Nielsine og Hansine er opstået.

Reglen med at navngive efter de døde kan give et praj om hvorvidt en bedstefar/mor er død eller ej. Man navngav nemlig helst ikke efter levende personer. Hvis rækkefølgen (som beskrevet ovenfor) ikke er fulgt, f.eks. hvis morfarens navn blev sprunget over, så kan det være et tegn på, at han ikke var død endnu.

Tilnavne

De mest almindelige fornavne var Jens, Hans, Peter and Niels og på grund af brugen af patronymer, var der oftest flere personer i samme by, der havde samme navn. Derfor blev det nødvendigt at finde på andre måder at skelne mellem mændene.

Tilnavne blev brugt til netop dette og i mange familier endte tilnavnet med at blive efternavnet som slægten brugte i de næste mange generationer, omend til tider i en lidt ændret version. Personer, der flyttede, fik ofte tilnavn efter det sted de kom fra.

Analfabetisme og stavning

Indtil midten af 1800-tallet var størstedelen af den danske befolkning analfabeter, og derfor blev stavning af bl.a. personnavne ikke prioriteret. En konsekvens deraf er, at den samme persons navn kan være stavet forskelligt alt efter kilden. Det var nemlig personen, der skrev navnet, der bestemte, hvordan det skulle staves. Her er nogle eksempler:

1) Kristian = Christian (Kristen = Christen = Kresten = Chresten = Cresten)
2) Katrine = Kathrine = Catrine = Cathrine
3) Ane = Anne og Johane = Johanne

Copyright © Dandelion by Pexeto