Landbosamfundet 1780-1900


Landbosamfundet 1780-1900

Landbosamfundet bestod af forskellige grupper, hvor tilhørsforholdene bestemtes af forholdet til jorden. Herremændene ejede normalt jorden. De øvrige var for det meste fæstere hos disse godsejere og havde brugsretten, som de skulle svare afgifter for. Samtidigt havde folk en hel del til fælles, som de organiserede på landsbymøder.

Sidst i 1700-tallet levede 80% af den danske befolkning på godt 800.000 på landet. Den samme fordeling gjaldt stort set endnu i slutningen af 1840’erne. Giftealderen var generelt noget højere end nu – 30 år for mænd og 28 for kvinder. Den nye generation måtte vente, til den gamle ikke længere kunne klare arbejdet. Årligt blev der født godt 3% af befolkningsantallet, i dag er det kun 1,1%. Spædbørnsdødeligheden var stor igennem hele perioden. Først når børnene var kommet i tiårsalderen, var de ude af farezonen. Børnedødstallet var ca. 30% fra på landet og 40% i byerne. Til trods for den store børnedødelighed udgjorde børneflokken en tredjedel af samfundets befolkning.

Blandt hovedgrupperne på landet var godsejerne. De ejede sammen med kronen og nogle stiftelser landets knap 800 hovedgårde samt så godt som alt bøndergods. Greverne og baronerne havde de største besiddelser, ofte ejede de flere hovedgårde. De ca. 60.000 bønder havde deres gårde i fæste. Husmændenes antal steg fra ca. 25.000 til ca. 110.000 i løbet af perioden. De havde kun lidt jord, derfor drev de også andre erhverv. De var fiskere, daglejere eller landsbyhåndværkere. Det var først i 1801, at man lagde en præcis grænse mellem en gård og et hus på 1 tønde hartkorn.

Herudover fandtes endnu to befolkningsgrupper, tyendet og inderster, som også blev kaldt for indsiddere. De er lidt vanskelige at afgrænse i forhold til de andre, fordi en karl måske var en gårdmandssøn, der senere skulle overtage gården. En indsidder var ofte fattig og havde lejet sig ind hos en gårdmand, men han kunne også godt være en gammel gårdmand på aftægt.

De fleste boede i landsbyer, og gårdene havde jordfællesskab. Hver bondegård havde sine agre fordelt over hele bymarken. Man deltes altså om den gode og dårlige jord.

Mere end halvdelen af byens tilliggende var fællesarealer, som gadejord, skov, overdrev og moser. Man drev kvægdriften i fællesskab på græsningsarealerne, mens hver gård selv dyrkede agerbruget efter systemer, som varierede fra egn til egn. På øerne og i Østjylland var det mest det såkaldte trevangsbrug, hvor man skiftede mellem vintersæd, forårssæd og braklægning. Selv om bønderne ikke dyrkede deres jord i fællesskab, måtte de tage hensyn til hinandens arbejdsrytme. Derfor afholdt de jævnligt møder, de såkaldte bystævner, for at lægge planen og ordne de forskellige mellemværender. Hovedreglerne var nedfældet i såkaldte vider. Landboerne holdt en række fester i fællesskabet, men ellers var der standsforskel mellem grupperne. Gårdmændene afgjorde tingene alene på bystævnet. De andre måtte godt være til stede, men de havde ingen stemmeret, skønt også de skulle rette sig efter, hvad der var blevet bestemt. Kom nogen fra husmandsstanden i nød, kunne de dog regne med hjælp fra fællesskabet. Og de fattige, der ikke kunne klare sig selv og heller ikke havde familie til at forsørge sig, blev på præstens anmodning sendt på omgang til bespisning.

Fæsteforholdet var fastlagt i det fæstebrev, som godsejeren og bonden skrev under på ved fæstets indgåelse. Bonden skulle yde tre ting: Indfæstningen skulle normalt betales med et fastsat pengebeløb. Landgilden afregnedes en gang om året med et pengebeløb eller en naturalieydelse. Hoveriet var en arbejdsydelse. Fæstebrevet bestemte ikke det sidste nærmere end “efter sædvane”. Sandsynligvis lå det normalt på 3-4 arbejdsdage om ugen pr. gård, men der kunne være store udsving. Det var kun de bønder, der boede i nærheden af godset, der var hoveripligtige. Hvis afstanden fra gården var for stor, ville godsejeren hellere have ydelsen i pengeform og betale en karl. Mange steder havde man kombineret pengeydelsen med få dages hoveri i høsttiden.

Fæstebrevet forpligtede bonden til at betale sine skatter til tiden, men godsejeren hæftede selv for beløbet, hvis bonden ikke kunne betale. Hovedgårdsjorden var derfor skattefri. Godsejeren førte en liste over sine bønderkarle og bestemte, hvem af dem der skulle springe soldat. Fra tidligt i 1700-tallet var karlene (stavns)bundet til det gods, de var vokset op på, og kunne ikke forlade det uden godsejerens godkendelse. Den kunne de dog købe.

Landbrugssektoren sidste halvdel af 1800-tallet

Landbruget var i hele den behandlede periode så ubetinget landets hovederhverv med en betydning for langt flere end de familier, som umiddelbart havde deres udkomme af det. Hele det danske samfund var afhængigt af landbruget, og ikke blot fordi det havde brug for dets produkter. Landbrugsproduktionen udvikledes så effektivt, at en tredjedel heraf var tilstrækkeligt til at brødføde den stærkt voksende befolkning i årene op mod 1. verdenskrig, mens mere end 60 % kunne eksporteres, først og fremmest til det engelske marked.

Gennem landbrugsøkonomiske selskaber, landbrugsfaglige tidsskrifter, dyrskuer mv. skete der en målbevidst formidling af den nyeste anvendelsesorienterede forskning og teknologi. Staten støttede med oprettelsen af Landbohøjskolen (1856) og bevillinger til forskellige aktiviteter – bl.a. højskoler, landbrugsskoler og konsulentordninger. Gennem mergling og dræning skete der overalt en kvalitativ forbedring af arealerne, og med bedre jordbehandling og nye afgrøder øgedes jordens ydeevne betragteligt. De større høstudbytter kompenseredes gennem erstatningsdriften med en udvidelse af kreaturholdet – og dermed gødningsmængden – der skulle dække jordens behov for nytilførsel af næringsstoffer.

Også efter Landboreformerne bevarede det danske landbrug sin stabile struktur, hvor mere end 80 % af jorden var fordelt på familiedrevne gårde og husmandsbrug. 15 % af arealet blev drevet af ca. 2000 herregårde med mere end 12 tønder hartkorn. Den dominerende brugstype var bondegårdene med 1-12 tdr. hartkorn, hvis antal voksede beskedent til knap 75.000 i 1905. Antallet af husmandsbrug med ¼-1 tdr. hartkorn, der var eller blev store nok til at kunne bidrage væsentligt til en families eksistens, voksede i perioden fra 50.000 til 70.000. Men hovedparten af befolkningstilvæksten på landet var henvist til at bosætte sig i huse med en smule havejord, som i 1905 havde mere end fordoblet antallet fra 71.000 i 1850. Det var her, at landets ringest stillede befolkningsgruppe, landarbejderfamilierne, holdt til.

Landbruget var perioden igennem den store valutaindtjener, der muliggjorde den nødvendige import af rå- og hjælpestoffer til de urbane erhvervssektorer, som primært var rettet mod hjemmemarkedet. Af hensyn til landbrugseksporten fastholdt Danmark derfor en relativt liberal toldpolitik uden særlig beskyttelse af den fremvoksende industri mod udenlandsk konkurrence. Til gengæld var landbrugets produkter i høj grad forudsætningen for mange af byerhvervenes eksistens: Bryggerier og spritfabrikker, kornmøller og sukkerindustri, slagterier og konservesfabrikker. Mejerierne med deres dampdrevne centrifuger må heller ikke glemmes, selv om de hver for sig personalemæssigt var små virksomheder. Til de tusindvis af industrielle arbejdspladser inden for forarbejdningsindustrierne skal lægges andre tusinder inden for handels- og transportsektoren. Trods modernisering og urbanisering var det også efter århundredeskiftet fuldt berettiget at karakterisere Danmark som et landbrugsland.

Omkring 1870 sluttede den givtige kornsalgsperiode, da det danske jordbrug ikke kunne klare konkurrencen på verdensmarkedet fra de nytilkomne eksportører i Nordamerika og Rusland. I denne situation formåede det danske landbrug at gennemføre en produktionsomlægning rettet mod det lukrative engelske marked for forædlede animalske varer (kød og mejeriprodukter), hvilket betød, at Danmarks bønder kom helskindede gennem den verdensøkonomiske “store depression” (1873-96).

Copyright © Dandelion by Pexeto